Sidste indlæg..

Så er vi tæt på afslutningen, og jeg tænkte, det ville være passende med et indlæg om, hvad vi har lavet siden, vi forlod Koh Tao.
Efter Koh Tao tog vi som sagt til Koh Phagnan. Vi boede i en bungalow et familieejet sted, som bestod af en australier, hans thailandske kone og hendes familie, så det var rigtig hyggeligt! Det var meget stille og roligt, og vi havde stort set stranden for os selv, så det var bare skønt. Der var et stykke ind til byerne, så vi var nødt til at punge op til taxaerne, selvom de var lidt dyre i forhold til andre steder. De fleste lejede derfor en scooter, men vi har bare mødt for mange, der er væltet, så det holder vi os fra. Vi var som sagt til half moon party, som var noget af en oplevelse. Vi startede på et, hvor der hovedsagligt kom skandinaver, og det er ejet af to danske piger. Her mødte vi en gruppe københavnere, som var smadder søde! Her fik man bodypaint med til sin drink, og så var det bare i gang med at male sig. Det var faktisk ret sjovt  Derfra tog vi sammen med københavnerne til half moon party, og det var specielt at se. Der var UV-lys, så bodypaintingen lyste op, og det var rigtig fedt. Musikken var til gengæld ikke lige os (det eneste dansemove var bas-armen, og det er ikke super fedt i længden), så aftenen gik hovedsagligt med at sidde og snakke med de andre, hvilket var rigtig hyggeligt. Ellers stod dagene på Kog Phangan på afslapning, thai-massage (det var en speciel oplevelse), tulre rundt og hygge os. Derfra tog vi til Koh Phi Phi, hvor vi regnede med, det ville stå på en masse afslapning. Vi troede, det var en stille og rolig ø, men vi tog grueligt fejl! Man kunne ikke gå ud at spise uden at få en stak flyers med sig fra alle muligt barer, og på stranden var der også flere diskoteker. Så udover at ligge på stranden blev vi selvfølgelig også nødt til at se, hvad bylivet der var for noget. Vi brugte også en dag på at se nogle af de små øer omkring, hvor vi bl.a. var på Maya Beach, som er den strand, der bliver brugt i filmen ”The Beach”.
Da vi havde været på Phi Phi nogle en lille uge, tog vi Ko Lanta, hvor vi er nu. Her står den på afslapning og sol! Vi skal være her i ni dage, hvorefter turen går mod Danmark. Vi er nu på et familieejet ressort væk fra alting, men vi har pool, så det nyder vi rigtig meget. Torsdag har vi fundet et værelse inde i en af byerne, hvor vi skal tilbringe den resterende tid i Thailand. Denne ø er modsat Phi Phi meget stille, så denne uge får vi slappet en helt masse af, og så skal vi også lige nå at blive ordentlig brune
Det er med blandede følelser, at vi nu har under en uge tilbage. Først og fremmest er det vildt mærkeligt snart at være hjemme, når jeg har været væk så længe. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme hjem til familie, venner og i det hele taget Danmark, men jeg nyder også rigtig meget at være her, så det er også lidt trist at skulle herfra. Så vi prøver at nyde det hele fuldt ud og sætte pris på alt det, vi har her, som ikke er der hjemme. Så lige nu nyder vi bare livet fuldt ud

Dykkercertifikat

I dag har vi fået vores dykkercertifikat!!
Fra Bangkok tog vi til Koh Tau med en natbus, så vi var der kl. 9.30, og vi skulle starte kl. 15. Vi nåede lige at få en lur inden, men det var dog stadig lidt hårdt. Det føltes som at være på skolebænken igen, da vi fik en bog, så en film og skulle svare på spørgsmål. Om aftenen fandt vi det hyggeligste sted, hvor man sad på puder og kiggede ud over vandet – dejligt!
Dagen efter skulle vi kl. 9 i poolen. Det var en mærkelig oplevelse at kunne være under vandet så længe, men det er selvfølgelig idéen i at dykke. Ellers stod den dag igen på teori og lektier. Tredjedagen skulle vi så ud på havet. Det var en vildt mærkelig følelse at være på havets bund og lave nogle små øvelser. Ellers var det også mege
t specielt at svømme sammen med så mange fisk, man aldrig har set før. Da vi var færdige, var vi også meget trætte! Vi var så heldige at få vores eksamen på forhånd, så vi kunne lave den sammen og med bogen. Den fik vi så lavet på en sushirestaurant. Det var lidt specielt at sidde der, men det skulle jo laves, og derefter var det direkte tilbage og i seng! I dag var vi så heldige at skulle mødes kl. 6?! Det er et meget forkert tidspunkt, når man har ferie. Vi havde det i hvert fald rigtig hårdt, da vækkeuret ringede, men vi kom da af sted. I dag havde vi fotograf (videomand) på, så der var billeder allerede kl. 6 – fedt! Turen gik selvfølgelig fint, da vi kom på båden. Udover tidlige billeder betød fotografen også, at vi skulle lave en masse spøjse ting, som han skulle filme. Det startede med, Louise og jeg skulle bruge en inhaler til at lade som om, vi har i bad. Meget mærkeligt! Ellers skulle vi danse under vand og lave nogle forskellige positioner, hvor Louise og jeg skulle løftes af en mand. Vi skulle også hoppe ud fra skibets andet dæk, som ellers ikke lige var faldet mig ind, at man kunne gøre. Det var meget mærkeligt og sjovt det hele. Så det var en rigtig god dag og afslutning på det hele. Da vi kom tilbage, skulle vores eksamener tjekkes, og vi gik heldigvis lige igennem, så nu har vi hvert 1 stk. dykkercertifikat. Super fedt, hvis vi selv skal sige det
I morgen tager vi til Koh Pagnan, som selvfølgelig også skal opleves. Vi glæder os til bare at skulle slappe af, for vi føler, vi har skullet en masse i den tid, vi har været i Thailand. Så nu står den på afslapning, og så skal vi nok også lige se, hvad sådan et half moon party er for noget. Vi nåede ikke full moon, men så er det jo meget heldigt, de holder nogle nye fester hele tiden.
Jeg ville rigtig gerne lægge nogle billeder ind, men mit kamera og computer gider ikke lige sammen, så jeg kan ikke få dem over på computeren. Så har I også noget til gode, for jeg kan love jer for, vi er lækre i våddragter 

Laaang opdatering :)

Jeg beklager den lange tørke på min blog, men der har simpelthen været så meget her til sidst (+ jeg vatr under tidspres med at få læst Jordens Søjler færdig ), så her er en opdatering siden sidst.
D. 18. – 20. januar var nogle meget specielle dage for os. Alle de ansatte i Kanlungan skulle til et kursus, hvor de skulle snakke om planlægning og fremtiden for organisationen; eller noget i den stil. Det betød så, at vi havde hovedansvaret for børnene. Vi havde en madmor til at lave maden, og derudover var der nogle englændere (sponsorer), som hjalp om dagen og nogle gange lidt om aftenen. Det betød dog, at vi skulle stå for at få børnene i seng, op om morgenen, få dem til at sove til middag og få dem op igen. Det var noget af en opgave! Pigerne klarede det nogenlunde selv, men syv drenge i alderen 3-12 år er ikke en nem opgave, så vi fik i hvert fald noget at se til. Dagene gik alt i alt rigtig godt, og det var faktisk rigtig dejligt, at vi fik den opgave, og det gav også noget andet i forhold til børnene. Fredag aften var vi med en stor del af de ansatte og sponsorerne fra England ude at spise, og det var rigtig hyggeligt! Man kunne heller ikke forvente andet med de herlige mennesker, som arbejder i Kanlungan. Vi snakkede med Tess, som arbejder i Tunasan dagscenteret, hvor vi arbejde, da vi boede på pigehjemmet. Han sagde, han savnede os, og børnene i slummen, hvor vi var, spurgte efter os. Det var rigtig dejligt at høre, vi har gjort indtryk.
Ugen efter var den uge, hvor jeg skulle være på børnehjemmet, mens Line og Marie skulle være på dagscenteret. Tirsdag skulle vi dog bruge på ovnen, da vi skulle køre langt for at få den bestilt, da den skulle være speciallavet. Det tog selvfølgelig længere tid, end vi havde fået at vide. Aftenen brugte vi på kaffebaren med drengene derfra og en af de to fyre, som arbejder på drengehjemmet, da han havde fridag.
De næste dage var dog som planlagt, hvor jeg var på børnehjemmet. Vi tegnede lidt i male-/opgavebøger, legede med modellervoks og lignende. Derudover er der også nogle ting, som allerede er planlagt. Der kommer f.eks. en kristen gruppe, som bruger kristendommen til at lære dem at opføre sig ordentligt, eller noget i den stil.
En af vores fridage den uge brugte vi sammen med fire drenge fra Line og Maries gymnasium, som var backpackere. Det var rigtig dejligt at snakke med nogle på vores alder og med nogle danskere, så vi havde en rigtig hyggelig dag. De fik set ODC’en (dagscenteret), børnehjemmet, kaffebaren, et shoppingscenter og Rizal Park. Den anden dag stod på lidt shopping og afslapning. Vi stod også op kl. 24 for at se Danmarks finale. Det var fedt at se den, men det var en lidt tom fornemmelse, når de ikke engang aner, hvad håndbold er.
Mandag, tirsdag og onsdag stod på at male væggene nedenunder i ODC’en. Mandag malede vi alle væggene sammen med en af englænderne, som var en stor hjælp. Tirsdag var børnene med til at male den ene væg og onsdag den anden væg. Det var en udfordring at skulle have børnene med, når man også gerne ville have det til at se flot ud. Så temperamentet blev sat på prøve, men det blev rigtig flot og derfor en succes. Alle blev rigtig glade for det J
Torsdag var der næsten ingen børn, da vi kom, og vi kunne ikke finde de voksne. Vi fik så at vide, at der var lukket, fordi de voksne havde møde, så vi måtte selv bestemme, hvad vi ville den dag. Vi legede lidt lege med børnene, om en australier (der er en del gæster løbende) stod for. Derefter tog vi på kaffebar og hjem for at sove. Derefter var vi sammen med Jonas Bertelsen fra min efterskole og en af hans venner. Det havde vi også været den foregående aften, og det var begge dage rigtig hyggeligt. Det var igen dejligt at være sammen med nogle på ens egen alder og derudover også danskere.
Fredag d. 3. – 6. februar skulle vi være på drengehjemmet. Det var egentlig ikke planlagt, vi skulle derud, da der kun var to senge, men vi havde spurgt, om vi ikke kunne komme derud nogle dage. Da vi ankom, fik vi lækker frokost, og så skulle vi ellers ud at se farmen. Vi fik en rundvisning og så tilbage til drengehjemmet. På drengehjemmet spillede vi ”Fjols” med drengene, men man skulle lægge en hånd på bordet i stedet for at tage noget på midten. De var vilde med det spil, så det gik der en del tid med. Derefter så vi Løvernes Konge, havde devotion, spiste aftensmad og så Ice Age. Det var smadder hyggeligt! Det var dejligt med tegneserie i stedet for Budoy, som er en meget dårlig serie, de elsker på Filippinerne. Drengene fandt om aftenen madrasser frem, for de har ikke nogle værelser der, så de sover bare i stuen. Planen er, der gerne vil finde et nyt sted til drengene.
Lørdag skulle vi igen ud til farmen. Det var meningen, vi skulle lidt forskelligt, men det regnede, så der skete egentlig ikke så meget den dag. Vi prøvede dog at plukke kaffebønner, og det var meget sjovt at prøve. Vi spillede lidt basketball med drengene på farmen, men det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg lavede en hurtig bevægelse, som gjorde ondt i min skulder, hvilket jeg ikke havde haft problemer med ret længe. Det satte en stopper for mig, og en af drengene skyndte sig ud for at købe is til min skulder. De er virkelig søde! Da vi kom tilbage til drengehjemmet, var vi lidt sammen med drengene og spiste aftensmad. De var rigtig søde ved os, og de prøvede at lave kogte kartofler til os. De var ikke ordentlig kogte, men det var en super sød tanke. Søndag var vi med i kirke og så en af skolerne. Derefter tog vi hen for at købe en fodbold, men vi kunne kun finde en volleyball. Da vi kom tilbage til drengehjemmet, var den flad, så efter frokost måtte vi hen for at bytte den. Da vi havde gjort det, tog vi hen til den skole for at spille fodbold med drengene. Det var rigtig sjovt! Hvis de spillede med drenge på deres egen alder i Danmark, var de ikke særlig gode, men de var gode nok til, at vi kunne få en kamp kørende. Det skal lige siges, at jeg scorede, og mit hold vandt Mandag stod vi op kl. 6 for at kunne sige farvel til drengene, da vi havde fået at vide, de skulle møde kl. 7. De var meget langsomme, så de kom ikke af sted før kl. 7.30. Vi kom først derfra kl. 15, så vi kunne godt have ventet med at sige farvel til, en del af dem kom hjem til frokost, men sådan er det jo. Fra drengehjemmet blev vi kørt forbi pigehjemmet, så vi lige kunne komme og sige hej. Vi troede egentlig, det ville være farvel, men vi nåede derud igen. Det var rigtig dejligt at se pigerne igen og blive mindet om, hvor meget man holder af dem.
Tirsdag og onsdag havde vi fri, og tirsdag stod på shopping og en tur til Makati. Det er en rige del af Manila med en helt masse skyskrabere, og butikkerne er også noget andet der. Vi var ret trætte, så vi tog i biografen, men så fik vi det da set. Onsdag fik vi styr på en masse, for de sidste par uger skulle ordnes en masse.
Torsdag lavede vi valentinskort med børnene på ODC’en og bagte med drengene fra kaffebaren om aftenen. Fredag lavede vi kager med børnene på ODC’en, og det var smadder hyggeligt. Der var lidt kaos, da vi kom tilbage til børnehjemmet for at få kagerne i ovnene. Ham, som skulle hjælpe os med at tænde ovnen, var der ikke. Så vi fik ringet til en af drengene fra kaffebaren, som kom og hjalp. Han havde glemt at skrue ned for gassen, så brændte sig for at hjælp ham. Da vi ville skrue ned, vidste vi ikke, om vi havde slukket den. Så han måtte komme igen for at tænde den igen. Puha, det var en større opgave, men det gik.
Lørdag var vi til Valentin’s Party på ODC’en og derefter pigehjemmet, hvor drengene også kom. Det var rigtig hyggeligt på ODC’en, og det var også vores sidste dag der, så vi havde en god afslutning med dem. Det var lidt trist at sige farvel til dem, men for mig var det ikke så hårdt som med dem, vi har boet med. Vi tog bussen ud til pigehjemmet, da alle Kanlungans biler var optaget. Det var en smadder hyggelig eftermiddag/aften, og det var dejligt at være sammen med dem igen. De var rigtig fine og med en masse make-up, så vi fik også spørgsmålet, om vi havde prøvet at bruge make-up. Vi følte os endda pænere end normalt, og vi havde altså også mascara på. Valtentin’s parties er som Miss Universe, så der skulle være nogle forskellige kåringer, som vi skulle være dommere til. Det var helt vildt hårdt at sige farvel til dem!! Både børnene og de ansatte. Vi holdte vist tårerne tilbage indtil, vi gik ned af trappen. Vi sad dog og græd i bilen. Det var en lidt mærkelig situation, for vi havde fået en amerikansk dames chauffør til at køre os til Manila. Busserne gik ikke efter kl. 19, og vi ville gerne være med til det hele. Så det var vildt pænt af hende!
Søndag morgen skulle vi til Smokey Mountains; det var en meget speciel oplevelse. Det startede med, at de boede på skraldepladsen for at finde noget at sælge i skraldet. Det er blevet mere organiseret nu, så de ikke bor oven i det, men det er svært at se, hvordan det skulle være meget værre. På stierne er der fyldt med plasticposer, og der er skrald over alt. Vi så også nogle, som brændte træ af for at lave kul, og den røg var helt forfærdelig. Det er den værste slum på Filippinerne (mener jeg), og det kunne man godt se! Det var hårdt at se, men det var også inspirerende, at folk alligevel var rigtig smilende og glade trods deres situation. Derefter tog vi i SM-mall og biografen, hvor vi havde en pizza med. Vi var nødt til at prøve det, når man måtte havde alt mad med.
Mandag var vi ude at se et af de meget få markeder, de har. Det var nærmest et stort center med flere etager, men det var kun markedsboder. Derudover var der også nogle udenfor. Ellers fik vi fremkaldt billeder til børnene, handlet ind til kagebagning og slappet af.
Tirsdag var vi sammen med børnene om formiddagen og Valentin’s fest om eftermiddagen. Det var egentlig rigtig hyggeligt, men en af de ansatte (en administrerende, tror jeg) ødelagde det lidt for os. Vi ville bare snakke om, hvem hvilke tre vi skulle vælge, men han insisterede på, at vi skulle give alle point. Det var bare meget upædagogisk for en ubehagelig situation. Da vi skulle vælge Mr. and Mrs. Valentine skulle vi også sige et, to og tre, hvilket vi slet ikke forstod, men vi havde ikke så meget at sige åbenbart, for der var to andre dommere. Nogle af de større piger blev rigtig kede af det bagefter, så det var ikke verdens fedeste situation.
Torsdag havde vi bagedag med børnene på børnehjemmet. De store piger var med til at lave banankagen og dejen til pizzaerne. Derefter fik de lov til at lave hver deres pizza, og det var en kæmpe succes!
Fredag skulle vi først have evaluering, og det var rigtig positivt, så det var bare skønt! Selvom vi selv har fået meget ud af det, er det dejligt at høre, de har været rigtig glade for os, så det også er den anden vej. Selvom vi også havde følt det sådan, var det dejligt at høre fra dem. De roste også Mellemfolkeligt Samvirkes måde, hvor man først er en måned i Nepal for at blive gjort klar, for det følte de, at de kunne mærke. Senere på dagen havde vi farvelfest, og det var helt vildt hårdt!! Først var der nogle optrædener, så fik vi en rigtig fin bog af dem, og de fik deres gaver (hvert af børnene fik et fællesbillede og en lille hilsen), ODC’en fik et større fællesbillede med en hilsen, og det sammen havde vi lavet til de ansatte på ODC’en og børnehjemmet samt pige- og drengehjemmet. Derefter sang de ”I’ll be the for you” fra Tarzan og derefter en anden sang, som passede på situation med farvel, du må ikke græde, du vil stadig være her, selvom vi er langt fra hinanden o. lign. Vi græd alle tre efter den første sang, og det samme gjorde en del af børnene og de ansatte, så det var bare smadder hårdt!
Lørdag skulle vi pakke, sige farvel til drenge på kaffebaren o. lign. Ellers kom Louise også, og det var helt vildt dejligt at se hende igen!! Jeg hentede hende et sted og fulgte hende tilbage til hendes hotel, og der gik det op for mig, at jeg føler mig rigtig godt tilpas i Manila og på ingen måde er bange, som nogle måske vil være.
Søndag skulle vi sige farvel til børnene, da de skulle i kirke. Det var tydeligvis helt vildt hårdt for både os og børnene. Det gjorde det kun værre for os at kunne se, det var hårdt for dem. Det betyder heldigvis, at vi har været glade for hinanden, og de kommer til at fylde meget i mine tanker rigtig længe.
Efterfølgende var Line, Marie, Louise og jeg på Boracay, hvor vi bl.a. mødtes med Jonas Bertelsen og tre af hans venner. Det var en rigtig afslapningsferie, men imellem strandturene og små byture prøve vi også kitesurfing (eller vi prøvede at flyve med dragen, som var vildt sjovt) og snorkling. Det var en dejlig afslappende ferie!

I dag d. 5. marts sidder Louise og jeg på Jysk Rejsebureaus Guest House i Bangkok. Vi er i dag kommet hjem fra en fem dages tur i den nordlige del af Thailand, hvor vi boede på et Lake House med seks andre. Det var smadder hyggeligt, og udover afslapning så og badede vi i vandfald, besøgte en kokousnødsø med specielle kokousnødder, så et par templer, red på elefanter og prøvede bamboorafting. Det var nogle rigtig gode dage! Planen fra nu af er, at vi har et par dage her i Bangkok, og så skal vi til Kohtau, hvor vi overvejer dykkercertifikat. Så skal vi til øen ved siden af, som er en rigtig festø og efterfølgende øen ved siden af igen. Derefter regner vi med at tage til Phi Phi øerne. Nu må vi se, om det bliver som planlagt, for vi tager lidt af gangen og planlægger ikke for meget – skønt!

Puha, det var en ordentlig omgang, men så er I i hvert fald opdateret, og jeg håber, jeg kan opdatere det lidt oftere den næste lille måned J Billeder bliver der ikke nogle af i denne omgang, men der kommer en helt masse til dette indlæg, når jeg kommer hjem.

Ovnen!

Så har vi købt ovnen og fået gang i den. Det var tydeligt, at folk i Kanlungan er virkelig glade for den, og det gør en forskel, at de nu har mulighed for selv at bage til kaffebaren. Vi har bagt med drengene fra kaffebaren og været ved at lære dem at lave en banankage. I onsdags bagte vi en banankage og en gulerodskage, som allerede var udsolgt efter to dage, så det var positivt. Lige umiddelbart står ovnen på børnehjemmet i Malate, da de leder efter en lejlighed, hvor drengene kan bo, og ovnen kan stå.
Vi samlede 4450 kr. ind, som vi/I kan være rigtig stolte af! Udover penge til ovnen blev der derfor også penge til, at vi kunne male ODC’en/dagscenteret (tiltrængt!) og købe lidt bageudstyr og ingredienser. Budgettet blev derfor:
Ovnen: 3780 kr.
Maling: ca. 150 kr.
Bageudstyr og ingredienser: ca. 520 kr.
Så nu har de en ovn, bageudstyr og nogle ingredienser til at starte på, så vi satser på, det vil hjælpe dem godt på vej. Udover kager til kaffebaren vil resten af organisationen også kunne få nytte af den på forskellige måder, da det er deres eneste mulighed for at bage. Så der er ingen tvivl om, at det har gjort en stor forskel for dem!
Jeg skal sende rigtig mange tak herfra og til alle jer, som har bidraget!
Billeder kommer senere..

Shopning i Robinson, afslapning i Rizal park og sightseeing på Corregidor

This slideshow requires JavaScript.

Søndag var sat af til shopning og afslapning i Rizal park, og det var noget, vi så meget frem til. Shopning foregik i Robinson Shoping Center, da vi vidste, der ville være nogle gode butikker der. Udbyttet blev desværre ikke vildt stort, men jeg fik købt et lille vægur til mig selv, et par små gaver og en fin kjole, så det var heldigvis ikke helt skuffende. VI købte mad, som vi kunne have med i Rizal, og Marie og jeg fik noget super lækkert sushi! Det er kvalitet og billigt; så bliver det ikke meget bedre. Man må godt nok sige, der er forskel på hvor tæt, man har lyst til at være på andre. Da vi lagde vores flotte hvide og lyserøde tæppe på græsset (tæppe havde vi fra børnehjemmet), gloede alle omkring os, så vi var ved at overveje, om vi havde taget nogens plads. Vi kom dog til konklusionen, at de bare gerne ville glo på os. Da der lidt senere kom andre, som ville slå sig ned, lagde de deres tæppe ca. 30 cm fra vores, og der var masser af plads til den anden side til at rykke tæppet. De ville åbenbart gerne være tæt på os, selvom jeg ikke ligefrem var fan af idéen, da vi var taget derhen for at slappe af og få lidt ro. Lidt senere er der også en pige, som næsten ligger sig ved siden af mig for at læse i min danske bog. Der er stor forskel på, hvad man gør overfor andre mennesker. Senere var der som altid nogle, der gerne ville have billeder med os, og de ville også gerne røre ved os, da de sad ved siden af os. Det er altså mærkeligt.
På vejen hjem tog vi som altid en jeepney, og som altid skulle vi da lige sørge for lidt ekstra opmærksomhed. Vi var så uheldige at komme med en jeepney, som havde en sindssygt irriterende lyd for at tiltrække opmærksomhed. Til at starte med holdte vi os bare for ørene og snakkede indbyrdes, selvom de andre vist godt forstod, hvad det handlede om. Pludselig blev det dog lidt for meget for den lille pige her, som endte med at udbryde: ”Så stop sgu da, mand!!” Det var først, da Line og Marie brød ud i en større latter, at det gik op for mig, hvad der lige var sket. Sådan kan det jo gå, når man har en smule temperament og folk omkring er irriterende.
Mandag havde vi planlagt en tur til Corregidor, som er en ø lidt ud for Manila med stor historisk betydning. Vi havde bestilt turen over nettet, men vi havde ikke fået nogen bekræftelse, så vi vidste ikke med sikkerhed, at vi kunne komme af sted, men vi tog derud for at undersøge sagen. Vi stod på kl. 5.20, da vi skulle være der kl. 7, men der var ikke så langt, så vi stod der allerede kl. 6.30. Det var heldigt, da der var stor kø til indcheckning, og vi havde ikke bestilt og betalt turen. Vi fandt dog heldigvis ud af det hele, så vi kom med.
Da vi kom til øen, skulle vi fordeles i fine forskellige busser, og så startede turen. Det historiske handlede hovedsagligt om krigen, hvor det var amerikanerne og filippinere mod japanere under 2. verdenskrig. Japan havde invaderet Filippinerne, men de blev til sidst jaget ud af landet igen. Vi startede med et lys- og lydshow omkring, hvad der skete i denne krig. Det foregik i en stor tunnel, som amerikanerne og filippinerne dengang brugte til at bo i og havde hovedkvarterer under krigen. Efter frokosten så vi forskellige betydningsfulde steder med kanoner, ”huse” hvor amerikanerne boede før krigen, museer, mindesteder o. lign. Det var en hyggelig dag, og vi lærte en helt masse nyt.
På vejen hjem gik vi lige et smut på Mac for at få en is. Da vi var færdige, ville vi lige have et slag kort. Det er åbenbart ikke lovligt at spille kort, da man frygter, der er penge involveret. Så vi måtte pænt pakke kortene sammen, men vi har bestemt ikke opgivet at spille kort på offentlige steder, for det har vi gjort masser af steder indtil nu. Så nu må tiden vise, om vi får det at vide flere gange end de to, som vi nu er nået op på

Intramuros og Mall of Asia

Fridagen søndag d. 15. januar blev brugt i Intramuros, som er en historisk bydel i Manila.
Den startede på posthuset, da Line og jeg havde ikke fået hentet vores små ”julegaver”, og Marie havde fået tilsendt malariapiller. Vi havde selvfølgelig ikke tænkt på, at de havde lukket om søndagen. Så var dagen ligesom i gang. Derefter ville vi finde Fort Santiago, og vi fandt noget, der lignede et fort, men vi fandt ud af, at det bare var en eller anden have; det var også et hyggeligt sted. Vores første succes var, da vi fandt Manila Cathedral og fandt ud af, hvornår der var bryllup. Derfra fandt vi en anden kirke, men der var gudstjeneste, så vi fik kun et par billeder udefra. Ved siden af lå Casa Manila, som er rekonstruering af et rigmandshjem fra den spanske kolonitid. Det var virkelig flot, og det var klart en oplevelse at se det.
Efter frokost gik turen tilbage til Manila Cathedral for at se et bryllup. Det må være lidt mærkeligt, at man har turister til sit bryllup, men det er en turistattraktion, så sådan er det jo bare. Det mindede på mange måder rigtig meget om et dansk bryllup. Nogle af gæsterne (ældre mænd) havde en traditionel filippinsk skjorte på, som er gennemsigtet med pynt på. Lidt svært at forklare. Brudgommen var dog klædt i fin smoking, og bruden havde en stor hvid kjole på. Noget af det, vi undrede os mest over, var, at der var flere forskellige grupper af kvinder, som havde ensfarvede kjoler på. Vi fandt aldrig ud af, hvordan de var opdelt. Mange af kvinderne havde meget fine kjoler på (man kan købe meget fine kjoler over alt), og der blev ikke taget hensyn til at dække skuldre eller knæ.  Kirken var pyntet rigtig flot op med blomster, og selvom de ikke var tændte, studsede vi lidt over, at der var masser af fladskærme i kirken. Noget andet anderledes var, at midt i ceremonien fik en række mennesker op mod brudeparret, men vi kunne ikke se, hvad der skete. Derudover fik brudeparret også en form for slør over sig i et stykke tid, og jeg ved ikke, hvad betydningen af det var. Noget meget karakteristisk ved Filippinerne var, at der brugte rigtig meget tid på at tage billeder foran alteret. Jeg har aldrig mødt mennesker, som elsker billeder så meget, og alle vil være med.
Derefter fandt vi endelig Fort Santiago. Det er et fort, som blev brugt under den spanske kolonitid, så de kunne holde øje med alt, der kom ind og ud af Manilabugten. Det er nu et mindesmærke for Dr. José Rizal, som har haft en kæmpe betydning for Filippinerne. Han sad fængslet der før hans henrettelse i 1896, og det er også et mindesmærke for andre filippinere, som har kæmpet (og blevet dræbt i kampen) for Filippinernes frihed. Der var en masse flotte græsområder og et museum for Rizal. Han var en meget vis mand, som studerede adskillige fag i Europa, kunne rigtig mange sprog og arbejde indenfor flere områder. Han var bl.a. med til at kæmpe for uddannelse til alle, og vigtigst af alt snakkede han meget om frihed for alle filippinerne og opfordrede derfor til revolution. Det var også grunden for hans henrettelse. Han ses tydeligvis som en nationalhelt, og det ses bl.a. ved alle de steder, der er opkaldt efter ham, og han har været/er på rigtig mange pengesedler og mønter.
Vi derefter nå hen til National Museum of the Filipino People. Vi havde ikke tid til at gå, så vi måtte tage en tri-cycle, og vi er vant til sagtens at kunne presse os ind. Han var dog i den uheldige situation kun at have en cykel og ikke en scooter/knallert, så det var tydeligvis hårdt for os, og der kom også mere end én kommentar og blikke. Det pinligste var dog, da vi lige hurtigt skulle gennem et lille optog, som fejrede det kinesiske nytår. Da vi kører igennem, kører han ned i et lille hul, så der var nogle fra optoget, der lige måtte skubbe på, så vi kunne komme videre. Da vi endelig kom til museet, var det selvfølgelig lukket. Der stod kl. 17 i guidebogen, men var blevet ændret til 16.30. Typisk!
Så satte vi os i stedet for i Rizal Park. Først spillede vi lidt kort, og derefter gik vi på jagt efter mad. Det var utrolig nok rigtig svært at finde, men vi fandt til sidst et pizzariet. Det tog vi med tilbage i parken, for der var smadder hyggeligt! Om søndagen er der mange mennesker, og i midten af den store park, var der et stort springvand, hvor der var lysshow om aftenen. Der var nogle tiggere og sælgere, men sådan er det jo sådan nogle steder. Ellers var der bare en vildt hyggelig stemning! Der var flere, som ville have taget billeder med os, men det var vi vænnet os til, så det var bare hyggeligt. Vi fik også placeret os ved siden af en gruppe unge, som sang og spillede, så der manglede faktisk intet
Mandag skulle vi i Mall of Asia, som er det største mall i Asien, så vi havde ret store forventninger. Alt i alt blev vi rimelig skuffet, for der var ikke vildt mange tøjbutikker. Der var en skøjtebane, stor biograf og masser af madsteder, så det fyldte en hel del. Vi var dog meget positivt overrasket over alle de små madboder, som man blev fristet af. Det er lige før, vi har lyst til at tage derhen bare for at få en masse forskelligt at spise, for det var virkelig lækkert! Da der ikke var så mange shoppingsmuligheder som forventet, tog vi i biografen og så Alvin and the Chipmunks 3, så vi havde alligevel en rigtig hyggelig dag

This slideshow requires JavaScript.

Hverdagen

Nu er vi så småt begyndt at finde os til rette i hverdagen på børnehjemmet og på ODC’en (Open Day Care Center/dagscenteret). I januar er delt op på den måde, at en af os skal være på børnehjemmet, mens de to andre er på ODC’en om dagen. I sidste uge var til Line, som var på børnehjemmet og dermed Marie og jeg på ODC’en. Vi fik en lidt hård start på ugen, da vi til frokost fik at vide, vi skulle med Teacher Bing og nogle elever et sted hen. På ODC’en har de en form for uddannelsesprogram, hvor de får undervisning, og hvis de består en test, kan de kommet direkte i high school, for de er aldersmæssigt for gamle til elementary. Vi skulle så med ud på en skole, som er med til at sponsorere det, og de skulle der filme en undervisning sammen med andre på samme program fra andre steder. Marie og jeg kunne ikke helt se vores rolle i det hele, men vi tog selvfølgelig med. Vi fik at vide, vi ville være tilbage kl. 19, så vi måtte desværre droppe vores tur på kaffebaren. Da vi begyndte at regne på de tider, vi fik at vide, kunne vi godt regne ud, vi ikke ville være tilbage til kl. 19. Da vi stod og ventede på bussen, overvejede vi meget kraftigt at fake en dårlig mave for at slippe, men det rakte vores samvittighed alligevel ikke til. Oveni havde vi været gode til at få drukket vand den dag, så vi havde lige ca. to timer, hvor vi var tissetrængende – skønt! I bussen snakkede vi med Teacher Bing, og hun startede med at sige, det ville tage en time, men så blev det lavet om til mere end en time, mens vi snakkede. Pludselig kunne vi se, vi skulle være meget heldige at være hjemme til kl. 20. Da vi kom derud, havde vi ret i, at der ikke var nogen grund til, vi var med. De, der skulle filme, var selvfølgelig ikke kommet, så vi brugte den første halve times tid på at spille lidt kort med nogle af drengene. Da de så endelig skulle have den undervisning, spillede Marie og jeg lidt kort, hvorefter vi gik op og så lidt på undervisningen. På vej hjemad skulle vi lige ind at have noget at spise, og det var faktisk meget hyggeligt. Det er vildt, hvad de kunne have i deres maver! Der var ris unlimited, og det skulle selvfølgelig udnyttes. Jeg var meget mæt efter én portion, mens drengene fik fire omgange eller lignende. Det endte selvfølgelig med, at vi først var hjemme kl. 21.30, så det var en lang dag! Det var en af de hårdeste dage at komme igennem, men det var dog meget hyggeligt at komme lidt mere ind på de store drenge, så humøret var stadig i ordentlig tilstand, da vi endelig kom tilbage til børnehjemmet. Man lærer at tolere en del mere, for lignende situationer er ikke vildt sjældne.
I den uge skulle vi ellers hovedsagligt bare observere, og der var også nogle gæster, som kom indimellem og lavede aktiviteter for børnene. Der var en del tid, hvor vi følte os ret meget tilovers og kedede os, men jeg regner helt klart med, det bliver meget bedre, når vi skal i gang med at lave aktiviteter og ikke bare observere.
Fredag var vi til en form for begravelse, og det var meget specielt. Vi kørte til en helt almindelig gade, hvor der i siden stod en kiste og pynt omkring. En tredjedel af kisten var åben med glas over, så man kunne se den døde, som var mor til en af børnene fra ODC’en. Jeg kiggede dog ikke, da jeg syntes situationen var alt for mærkelig. Man kunne skrive sit navn i en bog, hvorefter vi sang en sang og bad en bøn, og så kørte vi tilbage til ODC’en igen. Det havde alle så mulighed for at gøre i løbet af dagen.
Lørdag var vi i en slags udendørs svømmehal med alle børnene fra Kanlungan, og det var på alle måder en rigtig god og hyggelig tur! Der er ikke så meget at fortælle, da det var en tur som sådan nogle nu engang er, men det var lidt bemærkelsesværdigt, at de voksne i organisationen til frokost tog to palmeplader og lagde maden ud på, hvorefter de alle stod med hænderne i og spiste. Jeg har aldrig set noget lignende. De laver ikke bare nemme madpakker; de tager alt grejet med til at kunne lave et almindeligt måltid mad. Puha, vi sad tæt i jeepney’en!
Tirsdag i denne uge var vi alle på ODC’en for at gennemgå vores aktivitetsplan. Det var meningen, vi skulle have mødet om formiddagen, så Marie kunne komme tilbage til børnehjemmet, men der var selvfølgelig blevet lavet om i planerne, så det først blev om eftermiddagen. Det var måske heldigt nok, for vores oprindelige aktivitetsplan var ikke i nærheden af at være så detaljeret, som de forventede, så vi fik lidt tid til at gøre den det. Om eftermiddagen var vi først med ude at se nogle familier, som bor under en bro. Det er vildt imponeret, at de har bygget ”boliger” over vandet og under broen på den måde. Man kunne nogle steder stå og se vandet under en og broen over en på samme tid. Der var meget trangt, og det er vildt at tænke på, nogle bor således. Alle huset rum har man stort set i ét ”rum”, for der er ikke mange vægge og ca. intet privatliv. Nu har vi efterhånden set en del slumkvarter, men for mig er det værste er godt nok herinde i byen, hvor de bliver nødt til at bo så tæt, at jeg ville få klaustrofobi.
Ellers har vi onsdag, torsdag og fredag fået noget af en opgave. Staffet i hele organisationen er på et kursus/fremtidsstrategi, så vi har fået en hel del mere ansvar. Vi har en madmor i huset næsten hele døgnet, nogle englændere fra en kirke i dagstimerne (kirken sponsorerer vist til Kanlungan) og indimellem kommer der nogle, som også hører ind under Kanlungan, og hjælper, men ellers står vi for en stor del af ansvaret. Vi skal få dem i seng til nap time og sengetid, og vi skal have drengene op om morgenen. Det er ofte svært at få børn til at gå i seng og stå op, men det er bestemt ikke nemmere, når de er flere til at gejle hinanden op, og mest af alt når man ikke kan snakke med dem. Derudover har vi også kampen med hvor stor en autoritet, vi er. Vi var meget godt tilfredse med at have noget hjælp til at få børnene i seng i går, for er var de ikke helt enige med os. Jeg vil sige, det går fint, men jeg er glad for, det kun er tre dage, der er tale om :-) Man bliver ofte udkørt, men det er nogle dejlige børn, så det er det hele værd!

Jubilæum, Ocean Adventure og afslapning ved poolen

Fredag d. 6. januar havde Kanlungan 24 års jubilæum, og det blev så fejret den 7., da de større børn skulle have fri fra skole. Selve ”ceremonien” var meget stille og roligt med alt, hvad en filippinsk komsammen skal indebære: bøn, sang, optræden o. lign. Det skal lige siges, at vi tre dagen før havde været ved at lære en filippinsk sang, så vi var med oppe, da de skulle synge den pågældende sang. Det var ikke helt optimalt, men det var meget sjovt.
Efterfølgende sad vi og snakkede med Joy, som er hende, vi har mest kontakt med i forhold til det praktiske omkring vores ophold. Senere kom de to, som bor på drengehjemmet, til – jeg synes, det er ret imponerende, at de to fyre på drengehjemmet kun er 23 år og skal styre hele det sted, men de har selvfølgelig gjort det en del tid efterhånden. Der var gang i både ”Rød grød med fløde”, tælle til ti, stirre konkurrence og andre lignende små lege. Det var smadder hyggeligt bare at sidde stille og roligt med dem og have det sjovt. Det er virkelig nogle herlige mennesker, der arbejder i denne organisation! Da vi endelig kunne løsrive os, skulle vi begive os med Subic Bay, som tidligere var en base for den amerikanske flåde. Turen derop gik som planlagt (utroligt nok!), og selvom vi ikke kunne få det billigste værelse, var vi godt tilfredse. Vi fik noget mad i den rigtig hyggelige restaurant med lækker udsigt over vandet, kiggede lidt rundt og gik i seng.
Søndag havde vi aftalt at skulle til Ocean Adventure. Vi regnede med, at det ville være nemt at komme derhen, når de foreslå det i vores guidebøger, men der tog vi fejl! Man var nødt til at tage en taxa, og da vi ikke kunne opstøve en på vejen, måtte vi få en igennem hotellet. Der kunne vi selvfølgelig heller ikke få den billige slags, så vi måtte give næsten 200 kr. hver vej for 45 min., og det er vildt for transport hernede! Til sammenligning gav vi under 90 kr. for busturen derhen på ca. tre timer. Det var der jo ikke noget at gøre ved, så det måtte vi tage med. I Ocean Adventure så vi nogle akvarier med fisk, et skuespil med dyr fra skoven, et søløveshow, et delfinshow og et skuespil med akrobatik. Der var nogle tidspunkter, hvor man følte, det mest var henvendt til børn, men vi havde alligevel en rigtig hyggelig dag! Så kunne de små børn også få lov til at komme op i os, og vi fik da også taget billeder med en stor bamsesøløve og sådan noget.
Da vi kom tilbage på hotellet, fik vi en lille lur/så lidt fjernsyn, hvorefter vi gik ud og fandt noget pizza. Resten af aftenen brugte vi på restauranten, hvor vi fik et par øl, en drink (pineapple daiquiri – lækkert!) og et spil kort eller to. Jeg har aldrig spillet så meget kort 2,5 måned i træk, som jeg har gjort den tid, vi har været ude at rejse.
Mandag stod på AFSLAPNING! Hotellet var lige ud til vandet, så vi kunne komme i havet, men stranden var ikke ligefrem noget at råbe hurra for. Poolen kunne vi få for os selv, så den valgte vi i stedet for. Det var virkelig skønt at have en dag med afslapning som fokus! Som prikken over i’et havde Line og jeg søndag morgen bestilt massage til mandag eftermiddag. Da vi kom hen til receptionen, var massørerne selvfølgelig ikke kommet. De havde tre massører, som de så gik i gang med at ringe til. En af dem var et andet sted, så hun ikke kunne komme, og de andre to kunne de ikke få fat i, så der var ingen massage til os. Jeg kan sige meget positivt om dette dejlige land med alle de skønne mennesker, men jeg kunne nok også godt finde på noget, jeg gerne ville lave om.
Det var selvfølgelig ikke en weekend som forventet, for sådan er det aldrig her på Filippinerne. Jeg havde forventet, man ville opleve noget mere historie, men området omkring hotellet var intet specielt, og det virkede faktisk en smule øde, men sådan er det jo. Alligevel havde jeg en virkelig dejlig weekend, så det var bare skønt!!

This slideshow requires JavaScript.

Støt en god sag med virkning på lang sigt!

This slideshow requires JavaScript.

Kanlungan er en organisation lokaliseret på Filippinerne, der hjælper gadebørn, slumbørn og misbrugte børn i områderne Cavite, Laguna og Metro Manila. Kanlungans hjælp består i at opfylde børnenes basale behov og forbedre deres fremtidsmuligheder gennem undervisning og aktiviteter. Organisationen blev startet af Sol Balbero i 1988 som et lille projekt og har siden udviklet sig til at omfatte et børnehjem, et Open Daycare Center og et street-education program i Metro Manila, et pigehjem og et Open Daycare Center/Community Center i Laguna, og et drengehjem samt kaffefarm og kokosplantage i Cavite. Kanlungan er en realitet på grund af de fantastiske ansatte, der arbejder, bor og gør en forskel på de forskellige centre.
Sidste skud på stammen for Kanlungan er en kaffebar placeret i Metro Manila drevet af drenge, der tidligere har boet på et af centrene i Cavite. Gennem deres arbejde på kaffebaren opnår drengene erfaring og uafhængighed, og overskuddet går til Kanlungan og dets forskellige projekter. Vi har de sidste dage været ude med flyers for at promovere kaffebaren og det gode formål, den tjener. På nuværende tidspunkt sælger kaffebaren kager, der er bagt af en ven af Kanlungan. Dog har Kanlungan siden kaffebarens åbning haft et ønske om selv at være i stand til at bage kagerne – drengene har sågar været på bagekursus. Desværre har Kanlungan ikke ressourcerne og det er i den forbindelse, vi beder om jeres hjælp. Ydermere flytter bageren til Dubai, hvorfor kaffebaren risikerer at miste en del af dets sortiment. Det er vores ønske at donere en ovn til kaffebaren og på den måde være i stand til at støtte Kanlungan langt ude i fremtiden. Ovnen vil være det første skridt mod en udvidelse og forbedring af kaffebaren. Der er mulighed for at købe den nuværende bagers speciallavede ovn til ca. 2000 kr. Skulle vi være så heldige at få samlet mere end de 2000 kr. ind, vil den resterende del gå til andre projekter, som ingredienser til kagerne til kaffebaren, maling til Open Daycare Center og små ovne til resten af Kanlungans projekter. Uanset hvor meget vi får samlet sammen, bliver ovnen en realitet – vi håber dog på at vende næserne mod Danmark uden gæld

For at opnå overblik over det samlede beløb, bedes i sende en mail til lealau2@hotmail.com med navn og beløb. Beløbet overføres herefter til – husk navn ved overførslen: 

-          Kontonr.: 0001294263
-          Reg.: 7450
Alle beløb, som 1 kr., 50 kr., 100 kr., 200 kr., osv., modtages med stor taknemlighed inden d. 1. februar.

Efterfølgende vil billeder, budget og beskrivelser blive offentliggjort.

- Marie Høstrup, Line Laursen og Lea Würtz Lauridsen

BANG! BANG! BANG! Så er det nytår!

Så kom dagen også her, hvor det nye år skulle fejres. Igen var det meget anderledes end i Danmark med nogle enkelte ligheder. Alle dagstimerne stod på afslapning med f.eks. film, madlavning og en tur i Robinson Mall, hvor vi havde en lille tur på café og fik købt en adapter. Da vi stod med adapteren i hånden, kom der en ekspedient og spurgte, om han kunne hjælpe. Vi sagde, at det var okay, hvorefter han sagde: ”That’s an adapter.” Det ville jeg umiddelbart mene, vi burde vide, når vi stod med den i hånden? Han kedede sig vist. Vi har fundet en super god café, hvor man kan få en iceblend, der hedder The Ultimate og smager som Den Ultimative fra Baresso. Puha, der er godt nok en del flere fristelser her!
Tilbage til dagen så mindede den meget om juleaften. Vi fik almindelig aftensmad kl. 19, så legede vi lege fra kl. 21 til 24, hvor vi fik nytårsmaden. Den bestod af noget lignende spaghetti og kødsovs, kylling, forårsrulledej med noget andet i, frugtsalat, en pind med skumfiduser og et stykke pølse (mærkelig blanding!) og kage. Det var rigtig lækkert!
De havde meget af det samme fyrværkeri som i Danmark, men oplevelsen var dog en helt andet. Grunden var hovedsagligt kanonslag. Det er vanvittigt så mange, vi hørte af dem, og det var virkelig høje lyde! Vi blev meget forskrækket flere gange, og nogle af børnene syntes, det var meget ubehageligt. Der var bestemt ikke nogen af os tre, som havde et behov for at skulle ud på gaden. Vi havde snakket med nogle mænd om nytårsaften, og de fortalte, at kanonslag er ulovlige, men ingen gør noget ved det, og der er mange, som skyder med pistoler op i luften. Denne artikel siger det meget godt: http://politiken.dk/udland/ECE1494680/200-saaret-af-nytaarskrudt-paa-filippinerne/. Vi havde helt bestemt en god aften, men vi syntes også, at det var meget voldsomt. Den var bestemt anderledes, for der var ingen champagne (vi kiggede godt nok på en Asti i en butik), kransekage, nytårstale, nytårshatte o. lign., men vi tre lavede nedtælling og hoppede ned fra en sofa og stol kl. 24. Vi kan også nyde, at vi i dag ikke har nogle tømmermænd.
Vi skulle selvfølgelig også i kirke i dag, men det var først kl. 10, og vi var kommet i seng i rimelig tid, så det gik. Den tog to timer, hvor den sluttede med, at de inde i kirken skød med noget konfetti, og så skulle vi udenfor, hvor man kunne få en ballon. Her satte man noget papirslignende på, hvor man kunne skrive, hvad man ville velsigne, og så slap alle ballonerne på én gang. Prædiken føltes meget lang, da vi som sagt ikke forstår tagalog (filippinsk), men det er faktisk rigtig hyggeligt med sangene. Jeg er faktisk begyndt at synes, mange af sangene er gode, og vi får dem også på hjernen ind imellem, så vi går og synger dem i løbet af dagen. Man kan mærke, at det betyder noget for børnene, at vi er med i kirke, til ’devotion’ og lignende, og meget af det er også hyggeligt, så det gør jeg gerne for at gøre dem glade

This slideshow requires JavaScript.